Vi fik en ansøgning fra Kolding Triathlon Klubs Ungdomsafdeling, som ønskede sig “havtasker” til de unge udøvere, så deres børn på en sikker måde kan træne svømning i åbent vand. Havtasken er en oppustelig bøje til at spænde om livet så svømmeren dels ses på vandet og dels kan bruge havtasken som rednings krans, hvis man bliver træt. 

Ungdomstræner i klubben, Niels Nørtoft, sendte os disse billeder og flg. tekst:

“Kolding Triathlon Klubs ungdomsafdeling vil gerne takke Kolding Sport og Business for sponsoratet af de 15 havtasker. De blev taget i brug i dag ved den nye badebro i Strandhuse. Det giver en fantastisk tryghed for børnene når vi skal svømme i åbent vand. “

Dette er den første, i en forhåbentlig lang række af, donationer til breddeidrætten i Kolding & Omegn – vores forening bliver langsomt mere kendt, men vi har stadig brug for så meget synlighed og omtale, som det er muligt – kender du en klub, en forening, et hold eller en træner, så hjælp os med at sprede budskabet, så vi kan glæde mange flere.

Vi ønsker de unge vandhunde rigtig god fornøjelse med havtaskerne og glæder os til at se dem i Kolding Fjord.